OM MIG
Jeg er født den 27. marts 1996 på Odense Universitetshospital.
Jeg er opvokset op i den lille landsby Skamby på Nordfyn. På mange måder en almindelig og tryg opvækst med to forældre og en lillesøster, foreningsaktivitet med fodbold og håndbold i fritiden og en god skolegang på den lokale skole.
Desværre også en opvækst i en tid med centralisering. Lukning af busruter, skolelukninger og lignende, som gjorde livet på landet besværligt og kvalte mange små lokalsamfund.
I 2011/12 gik jeg på Rejsby Europæiske Efterskole i Rejsby, Sønderjylland. Et efterskoleophold er en oplevelse alle unge bør give sig selv og samfundet burde stille til rådighed for alle unge.
I 2015 blev jeg samfundsvidenskabelig student fra Nordfyns Gymnasium.
Herefter trængte jeg til en pause fra bøgerne og meldte mig derfor frivilligt som værnepligtig ved Den Kongelige Livgarde hold AUG15. Det gav mig, udover en masse oplevelser og gode værdier, et nyt syn på min egen fremtidige karriere. Jeg opdagede, at jeg var bedst til konkrete arbejdsopgaver, hvor jeg kunne bruge både hænder og hoved på samme tid.
Derfor søgte jeg ind på Syddansk Erhvervsskole i sommeren 2016 og blev optaget på uddannelsen som Industritekniker.Jeg fik i september 2016 læreplads hos Budweg Caliper i Hjallese og blev udlært i December 2019.
Jeg har aldrig fortrudt at jeg valgte en erhvervsuddannelse.
I dag arbejder jeg på en virksomhed i Ullerslev, hvor jeg desuden er tillidsrepræsentant for mine kollegaer på fabrikken.

Min interesse for politik opstod, da jeg gik på efterskole i Rejsby, hvor samfundsfag og politik fyldte en del i hverdagen. Her meldte jeg mig også ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) – det har jeg ikke fortrudt et eneste sekund sidenhed.
Jeg blev dog først rigtig aktiv i politik, da jeg i mit andet år som lærling blev irriteret over de mange besparelser på mit uddannelsessted og manglen på faglige stemmer i den offentlige debat.
Derfor meldte jeg mig som aktiv i Metal Ungdom Odense.
Her blev jeg hurtigt formand for den lokale ungdomsafdeling i Odense. Og blev derfor medlem af Metal Odenses bestyrelse, hvor jeg stadigvæk sidder den dag i dag.
Senere blev jeg formand for Metal Ungdom i hele landet, hvor jeg repræsenterede over 7500 lærlinge i Dansk Metals hovedbestyrelse.
Jeg var formand for Metal Ungdom fra 2018-2021.
I dag har jeg købt et hus i Ullerslev på Fyn, sammen med min kæreste Sonja og vores lille hund, Brutalis.
Fyn har en central plads i mit hjerte. Her er jeg født, opvokset og jeg bor her endnu.
Det ville derfor være en ære at blive en af Fyns stemmer på Christiansborg.
HVORFOR SKAL DU STEMME PÅ MIG
Christiansborg har for få politikere, som kommer fra fabriksgulve, byggepladser, skadestuer og lærerværelser. Derfor stiller jeg op ved det kommende folketingsvalg, som din faglærte fynske folketingskandidat. Deler du mine bekymringer, ambitioner og drømme? Så håber jeg, at du vil sætte krydset ved mig.